Dette var så dagen hvor årets Grønlandsekspedition skulle slutte. Det er to ting der af en eller anden grund altid gør sig gældende på hjemrejsedagen. Den ene er et vemod over at skulle igen. Dette forstærkes ofte af et fantastisk vejr, hvilket denne morgen bestemt ikke gjorde en undtagelse fra. Det var totalt vindstille og solen bankede ned fra en skyfri himmel. Den anden ting er at man altid er kommet alt for sent i seng. Af en eller anden grund er 2 timers søvn bare ikke nok til at være rigtig frisk når vækkeuret ringer. Heldigvis havde jeg sat to ure – det ene snedig placeret uden for rækkevidde således at man blev tvunget op fra sofaen. Heldigvis var der tryk på vandet og efter en kold duche var jeg vågen nok til at ringe efter en taxa.
Turen til Kangerlussuaq var relativt begivenhedsløs og snart sad jeg med morgenmaden i solen og var så træt at kun det faktum at jeg havde købt og betalt for free refill på kaffen holdt mig vågen. Heldigvis kom vores søde guide i byen Eva forbi og holdt mig vågen mens vi snakkede løs om både det ene og det andet siddende i den bagende sol på Kangerlussuaqs berømte bænke langs lufthavnsterminalen. Ventetiden er ligesom lidt sjovere når solen skinner og ens samtalepartner har et frisk glimt i øjet og et herligt smil.
Inden varer dog ved og efter at have spenderet godt tre timer i Kangerlussuaq var det på tide at boarde. Jeg skulle sidde på sæde 24A, men mindsandten om dette ikke pludselig ændrede sig til sæde 12G da jeg skulle til at gå de sidste 30 meter ud til flyet. Herligt med lidt ekstra plads til benerne, ligesom man ikke skal brokke sig over en herlig tre retters menu med forskellige vine til – ikke mindst ost og portvin kan jeg mærke at jeg nærmer mig alderen til. Nedenfor trappen rendte jeg på Lydia som jeg kender fra min tid som destinationsguide i Kangerlussuaq for snart 8 år siden. Hun bor i Danmark, men var lige oppe på et lille sommervikariat for Air Greenland.
Vel ombord i flyet og udstyret med det nyeste nummer af Sermitsiak kunne jeg lære lidt grønlandsk. I en herlig artikel om mobning på internettjenesten Arto stod nemlig den meget grove grønlandske fornærmelse ”Uannit nulukinneruvutit” og det er jo pænt sjovt. Den gad jeg godt høre en dansk poptøs slynge ud til sin tidligere veninde…
Dagens efterskrift: Uannit nulukinneruvunit betyder Din numse er mindre end min, Ret strengt 
