Så lykkedes det at komme hjem. Det krævede en overnatning i Kangerlussuaq, hvor regnvejr hele natten trommede på taget i Old Camp. Det var nu alligvel hyggeligt at komme tilbage og se stedet hvor jeg for mange år siden startede som destinationsguide, men det var lige ved at gå galt med flyveturen derned - eller rettere lige efter det var landet.
Det var nu ikke selve flyet der var noget galt med, men min egen galoperende teflonhjerne. Da dashen efter en perfekt landing (hvor han valgte at flyve en halv landingsbane i 3 meters højde fordi det nu en gang er lidt hurtigere end at taxi’e) stoppede skyndte jeg mig ellers ud med håndbagagen. I lufthavnen fik jeg fundet min bagage og kiggede så efter en bil der kunne køre mig til Old Camp. Heldigvis var der ikke nogen, for det gjorde at jeg kom til at tænke på at jeg jo kunne sidde lidt og løse og dermed fandt ud af at Harry P. stadig lå i lommen på sædet foran! Heldigvis havde de kun nået at lukke dørene - motorerne var endnu ikke startet - så stewardsen åbnede venligt døren og rakte min bog ud til en fra ground staff der kunne give mig den (det er altså ikke min men Tines brors, men det har jeg vist fortalt om). Således reddede det venlige Air Greenland personale Harry for ufrivillig tur til Nuuk.
Dagen (og aftenen) i Kangerlussuaq blev brugt på at tale med vores guide Ina, der er relativ ny i faget og helt alene og forladt (hun har dog fundet Allan så helt alene er hun ikke). Der var også mange andre gamle kendinge jeg nåede at trykke på næven - lige fra Anita, Niels og Jens over Bager og John Nordlys til Tjener-Tom, der er “hjemme igen” og Rene, der er tilbage i turistbranchen med en ny butik og en stribe biler der er klar til at køre turister omkring.
Lørdag morgen handlede det bare om at komme hjem. Kufferten blev pakket (igen) og hva… sælkødet blev taget fra fryseren og så blev samtlige 30,5 kg bagage ellers chekket ind. Nu sidder jeg så og sveder tran i København. Tak for denne gang 
